Kurt Abildtrup - svensk guldbuk - 153,48 point - 2018
Vi var 4 kammerater, som plejede at tage til Midtsverige på jagt.
Den 16. august 2018 blev året, hvor vi havde heldet med os med nogle store bukke.
Den 16. og 17. august havde vi kun set nogle små bukke, men den 18. august om aftenen havde vi en lodtrækning om 2 nye pladser. Min makker, som hedder Rene, og jeg var de heldige.
De 2 nye pladser lå en god times kørsel fra hvor vi boede, men kl 18.00 var vi på pladserne.
De 2 andre kammerater sad på nogle åbne skovpas tæt på Stugan.
Min plads var en nyhøstet kornmark, hvor jeg skulle gå ned til en udtørret bæk (jeg måtte kun skyde på stubmarken).
Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at det her bliver ikke nemt at få dyrene over på min side, når naboens jagt var en græsmark op mod en skov.
Jeg sad længe på kanten af den udtørrede bæk og kiggede ind mod naboens jagt. Efter en god times tid kom der 4 råer ud af skoven og begyndte at græsse, mens de gik i min retning.
Jeg sad og nød synet, og efter et stykke tid var de kun 50 m fra mig (stadigvæk på naboens græsmark). Her valgte de 3 af råerne at lægge sig ned, den sidste essede videre.
Mens jeg sad og nød synet af de 4 råer, kom jeg til at se ned mod skoven, som lå ca. 400 m væk. På trods af afstanden var jeg sikker på, at det var en buk, som var kommet ud af skoven.
Jeg hævede forsigtigt min håndkikkert for at se bukken lidt bedre, men i samme øjeblik opdagede en essende rå mig, og de løb alle mod skoven igen.
Jeg tænkte, at det var min chance for buk denne aften. Jeg nåede dog at se, at den havde høje stænger.
15 min senere kommer der en mms fra Esben, som sad hjemme ved et skovpas.
Han havde lige skudt en stor buk, og 5-10 min senere kom der et skud fra Rene, som sidder et par km fra mig. Jeg tænkte 2 bukke, så er der i det mindste noget at fejre, når vi kom hjem.
Da jeg så op fra mobiltelefonen, var der kommet 2 dyr ud af skoven. Jeg tog igen kikkerten op og kunne konstatere, at det var den store buk, som jagtede en rå.
Jeg tog hurtigt bukkekaldet op og begyndte at kalde, og det virkede med det samme.
Både rå og buk løb i min retning. De stoppede begge 50 m før hvor jeg sad.
Jeg trykkede et par gange mere og bukken løb mod mig og i et spring var den over bækken og stod på stubmarken 10 m fra mig.
Jeg tog riflen og svingede den mod bukken og skød. Bukken faldt i knaldet. Sikke en aften.
Bukkefeberen kom senere, da jeg så størrelsen af bukkeopsatsen.
Det viste sig senere, at denne aften skød vi 2 store guldmedaljer og og stor bronze.