Jagten på brunst hjorten.
En kold morgen i september, stiger jeg ud af den gamle rustne lada på jagt efter brunst hjorten. Hjortene var i fuld gang med at kæmpe om pladserne ved en pæn flok hinder, kunne man høre i den mørke polske skov.
Vi pyrschede igennem skoven ind til en stor lysning, hvor jeg får øje på 7 hinder - men hvor er hjorten? Ud af intet kommer hjorten stormende ud af de høje fyr, i samme øjeblik brøler den og en røgsky af damp fra hjorten.
Jeg vurderede hjorten til at være lidt for langt væk og hurtigt forsvinder hinder og hjorten ned i skoven. Min storker visker shiit, jeg kan stadig skimte hinderne.
Pludselig beslutter de sig for at løbe ud på lysningen endnu engang. I det samme tænker jeg det kunne give en ekstra mulighed, hjorten følger trop. Nu skal det ske. hjorten stopper op og klik, (sikringen skal åbenbart også frem) har aldrig i mit liv haft så vild feber.
Får hurtigt sikringen frem og finder skulderen på hjorten og bang, storkeren råber alt muligt på polsk.
Jeg ser hjorten synker sammen i skuddet dog ikke helt død, jeg forsøger at repetere det kan jeg ikke, hylstre sidder fast i kammeret. Feberen er nu for alvor gået i benene jeg ryster enormt meget.
Historien ender ikke her vi køre hjem til den polske storker og henter hans riffel og får hjorten aflivet. Storkeren var lidt en mand af få ord måske mest fordi jeg ikke kunne snakke polsk. Da alt det dramatik var overstået skriver jeg en besked på Google translate at vi netop havde nedlagt min drømme trofæ siden jeg var en lille dreng.
Da måtte den polske storker som nok var lidt en hård person knibe en lille tåre.
コメント